Mad og Kost

Mad og madpakker

Børnene kan få morgenmad i børnehaven indtil kl. 8. Børnene har selv madpakke og frugt med til både formiddag og frokost. Børnehaven sørger for mælk og børnene tager på skift eftermiddagsmad med til fælles spisning, fx frugt, brød, grød eller frugtsuppe. Det barn der har haft mad med, hjælper med at dele dette ud og får på denne måde tildelt en “ansvarsopgave”. Derudover arrangerer børnehaven, ca. én gang om måneden, fællesspisning for børnene. Pædagogerne laver mad sammen med børnene og madvarerne leveres af forældrene ved fordeling disse imellem.

Vores kostpolitik

Vi vil gerne tilgodese sund kost i forbindelse med de udmeldinger der kommer med servicemålene. Den kost vi giver vores børn, skal være så sund som mulig, hvor brugen af sukker er minimeret. I børnehaven serverer vi morgenmad , børnene har selv madpakker med. Vi lægger vægt på at servere et alsidigt morgenmåltid, bestående af økologiske produkter i det omfang det kan lade sig gøre. Morgenmåltidet kan f.eks. bestå af: rugfras, havregryn, mandler og rosiner, samt mælk. Omkring morgenmaden er det besluttet, at vi ikke bruger sukker til at drysse på grød, cornflakes m.m. I børnehaven får børnene det at spise som vi serverer her. Har børnene en blød morgenbolle med i madpakken, opfordrer vi forældrene til at undlade det. Det samme med kage. Vi tager ikke noget ud af børnenes madpakker og væk fra børnene, men tager i stedet en snak med forældrene om det. Når vi planlægger eftermiddagsmåltidet, skal det være så varieret som muligt, med grønt og grovbrød, frugt og pasta.

Slikpolitik

Hos os ønsker vi at være med til at grundlægge nogle sunde vaner. For at begrænse mængden af søde sager og tilsætningsstoffer til børnene, er vi blevet enige om en fælles ”slikpolitik”. Vores holdning er at slik, chips, søde desserter, yoghurter, mælkesnitter og kiks ikke hører hjemme i børnenes madpakker. Der er tit anledning til at ”feste”, og for at det søde ikke skal tage overhånd, har vi lavet disse retningslinjer for uddelinger og serveringer til de øvrige børn.

Fødselsdage

En fødselsdag barnets helt store dag, og vi fejrer gerne dagen med jeres barn Vi hejser fx flaget, synger, råber hurra, giver en gave (fx mappe med tegninger fra de øvrige børn) og får ekstra hyggelig dag ud af det. Hvis barnet fejrer sin fødselsdag i institutionen, er man velkommen til at medbringe noget spiseligt til de andre, og her vil vi foreslå at medbringe sunde sager som eksempelvis grove boller, festligt anrettede grøntsager, frugt/bær eller en kage uden slik på. Vi kommer gerne til hjemme-fødselsdage, her opfordres også til at tænke over ernæringsdelen, så børnene får serveret sund og mættende frokost før “desserten”, og at der er mere mad end søde sager. Husk, at børnene glæder sig allermest til, at lege! Det er især vigtigt, at børnene ikke får slikposer eller sodavand! Til hjemmefødselsdage er vi glade for at der bliver serveret vand i stedet for saftevand, juice eller lignende.  Forældre er meget velkomne til at tale med personalet, som kan give gode råd og idéer til en lækker og festlig “fødselsdagsmenu”.

Andre festlige anledninger

Ved højtider som jul og fastelavn, er det institutionen som sørger for festlig mad og godter. I forbindelse med skolestart for de ældste børn, arrangerer børnehaven en dag med fælles afskedsfest. Der skal derfor ikke uddeles ved skolestart, ferier, familieforøgelser og lignende. Hvis et barn f.eks. stopper på grund af flytning, kan det dog være vigtigt at få sagt ordentligt farvel, og så kan der uddeles frugt, boller osv. som ved fødselsdage. Vi beder om, at man altid respekterer, at andre forældre ikke ønsker, at deres børn får slik m.m., mens de passes i børnehaven.

Hvorfor disse retningslinier?
Et alt for stort sukkerforbrug er medvirkende til dårlig ernæring og til den hastigt stigende overvægt blandt børn samt senere livsstilssygdomme. Børn bliver ukoncentrerede og hyperaktive af sukker og farvestoffer. Det påvirker deres velbefindende og hæmmer deres leg og samvær med andre. Slikpolitikken er derfor vedtaget for at nedbringe mængden af søde sager i børnenes dagligdag og for at sikre, at forældrene har indsigt i, hvad børnene spiser i løbet af dagen.