Vores hverdag

Funktionsopdelt med plads til fri leg

I Privatbørnehaven Lille Vestervang, har vi valgt at være funktionsopdelt i stedet for traditionelt stueopdelt. Det har vi valgt fordi vi mener børnene skal kunne vælge frit – både hvor i børnehaven de vil være og hvem de vil lege med. Det betyder at hver voksen har én funktion én uge ad gangen. De forskellige funktioner er spisestuen, værkstedet, garderoben og legepladsen.

Børnene spiser når de er sultne

I Spisestuen kan børnene i løbet af dagen selv bestemme, hvornår de vil spise. Vi tjekker op på, om jeres barn har spist noget af sin madpakke inden kl. 12. Hvis jeres barn ikke har spist af sin madpakke, vil det blive bedt om at gøre det. Vi har et afkrydsningssystem der sikrer, at alle børn får spist deres mad. Da børnene møder på forskellige tidspunkter vil de naturligt føle sult på forskellige tidspunkter. Desuden oplever vi – og børnene – mere ro omkring selve spisningen, når den er fordelt over længere tid og alle børn ikke skal sidde til bords på samme tid. Vi synes desuden at det er vigtigt, at børnene ikke hele tiden bliver afbrudt i deres leg, men får lov til at lege færdig og kunne spise sammen med deres bedste venner.

Leg både udenfor og indenfor

Vi lægger vægt på at alle børn kommer ud at lege. En del af dagen må børnene dog selv vælge, om de vil være inde eller ude på legepladsen. Der skal altid være mindst 1 voksen tilstede på legepladsen, hvis børnene vælger at være udenfor.

Børnene kan også selv vælge om de vil være på værkstedet, og hvor længe og hvor ofte de vil være der. På den måde kan børnene gennem et længere forløb have mulighed for, at fordybe sig i et projekt i samråd med de voksne. Omkring de forskellige højtider som fx jul, vil børnene dog ind imellem blive opfordret til at deltage i værkstedsaktiviteter.

Altid en voksen til stede

Der er altid en voksen tilknyttet garderoben og toilettet. På denne måde undgår vi at voksne med øvrige funktioner bliver afbrudt, når et barn fx skal have hjælp på toilettet eller skal have skiftet tøj.